Antimobbestrategi
På OG insisterer vi på, at her skal der være plads til alle! Det betyder, at al form for mobning, chikane eller bevidst ekskluderende adfærd er helt uacceptabelt, hvilket også fremgår af skolens studie- og ordensregler.
På OG er der en helt naturlig sammenhæng mellem vores arbejde med elevtrivsel og forebyggelsen af mobning. At eleverne følges tæt af lærerteams og studievejledere, og at arbejdet med elevkulturen hele tiden søger at involvere eleverne i at tage ejerskab i forhold til deres egen skole, forebygger, at der opstår utrygge kulturer.
Værdiregelsæt:
- Alle har et ansvar for, at der udvises respekt og en ordentlig tone både i og udenfor undervisningen.
- Vi skal respektere hinandens forskelligheder og privatliv.
- Vi accepterer ikke nogen form for krænkende, ekskluderende eller nedladende adfærd.
- Vi accepterer ikke mobning eller chikane – ej heller på digitale platforme.
Handleplan:
Hvad sker der ved anmeldelser fra elever, der føler sig krænket, eller ved anmeldelser fra elever, der er vidne til krænkelser af andre på skolen?
1. Skaden anmeldes til studievejleder, team, ledelse eller rektor.
2. Skadens omfang afdækkes, og indenfor 10 dage er der lagt en handleplan for det videre forløb.
3. Berørte elever hjælpes og bistås i det videre forløb.
4. Der gives støtte til at få handlingerne stoppet.
5. Det videre forløb planlægges sammen med de involverede elever.
Da sagerne kan være meget forskellige, vil handleplanen udarbejdes individuelt for den enkelte elev. I handleplanen vil forskellige aktører kunne bringes på banen; dette kan være klassens team, studievejlederne, skolens rektor og ledelse samt elevens forældre. Endvidere kan der også blive behov for at inddrage eksterne konsulenter, som er specialiserede i fx håndtering af ekskluderende adfærd og utrygge kulturer i klasser og andre fællesskaber. I handleplanen vil konkrete aktiviteter desuden fremgå: her kan der være tale om samtaler med enkeltelever (og evt. forældre), grupper af elever eller hele klassen, fællesskabende aktiviteter med henblik på at ændre klasserumskulturen samt mulige sanktioner overfor bevidst ondsindet adfærd.
Ovenstående betyder, at alle henvendelser tages seriøst, og skadens omfang vurderes i forhold til gældende lovgivning i den enkelte situation.
Sanktioner:
Ved overtrædelse af ovenstående regler gælder de generelle sanktionsmuligheder, som er beskrevet i OG’s studie- og ordensregler jf. ”Bekendtgørelse nr. 1077 af 13. september 2017 om studie- og ordensregler i de gymnasiale uddannelser”.
Hvad er mobning?
Dansk Center for Undervisningsmiljø definerer mobning således:
- Mobning i skolen udspringer af utrygge kulturer i klasser eller på årgange.
- Mobning kan ses som udstødelsesdynamikker mellem mennesker i sociale sammenhænge, som børn og unge ikke har mulighed for at trække sig fra. Mobbeprocesser markerer et fællesskab, hvor nogle anerkendes som værdige medlemmer, mens andre ikke anerkendes, og derfor udstødes som uværdige medlemmer af fællesskabet. Dermed defineres fællesskabet af, hvem der ikke er med.
- Mobning handler om mere end blot et offer og en mobber. Det handler også om tilskuere og medløbere, som mere eller mindre bevidst accepterer udstødelsen eller nedværdigelsen af et eller flere af gruppens medlemmer.
- Mobning er et gruppefænomen, og bekæmpelse af mobning i skolen handler i høj grad om at ændre kollektive dynamikker i klasser eller på årgange. Mobning handler altså ikke om svage elever, men om elever, som bliver gjort svage i et fællesskab.
Link til klageinstans
Der er i regi af Dansk Center for Undervisningsmiljø oprettet en klageinstans for mobbeofre. Her kan eleverne selv tilgå en anvisning til, hvordan de skal forholde sig i tilfældet af oplevet mobning. Du kan tilgå klageinstansen her.