Bæredygtig kaffe
Vi samarbejder med NGUVU om at hjælpe kvindelige kaffebønder i Kenya. Det er kvindernes kaffebønner, der ender i kaffemaskinen på lærerværelset, så vi kan drikke lækker kaffe og samtidig være med til at sikre kvinderne en ordentlig betaling for kaffebærrene og hjælpe med at forbedre deres kaffefarme.
Kaffebønnerne bliver leveret i bokse, så vi kan reducere brugen af plastik.
De sidste to år har elever fra Verdensklassen været på studietur til Meru i Kenya, hvor de har fået et indblik i livet som kvinde og kaffefarmer i Kenya, herunder hvordan klimaforandringerne påvirker høsten.
Eleverne har blandt andet plantet træer på en planteskole og været med til at sætte vandtanke op på kvindernes farme, som de selv har samlet ind til. Faktisk har eleverne samlet ind til over 20 vandtanke, som sikrer kvinderne bedre adgang til vand.
NGUVU-årsrapport
Vi har samlet et par highlights fra NGUVU-rapporten 2023.
- Kvinderne har øget produktionen af kaffebær med 38 procent fra 2021 til 2023.
- Det betød, at kvindernes indtægt fra kaffe steg med 34 procent i samme periode.
- I 2023 kom 11 ud af de 199 kvinder for første gang over fattigdomsgrænsen via indtægten fra kaffe. Målet er, at alle kvinderne skal over fattigdomsgrænsen inden udgangen af 2028.
- I alt har kvinderne fået 3.792 træningstimer med agronomer og agro-økologer, så de kan forbedre kaffefarmene.
- De har også fået 17.121 nye kaffetræer fra NGUVU’s planteskole, der er mere modstandsdygtige over for klimaforandringer og sygdomme som bladpest.
- NGUVU har i år plantet 20.000 skyggetræer, der skal ud på kvindernes farme for at give vigtig skygge til kaffetræerne og skabe sundere jord.