Studenter 2016
Fredag den 24. juni 2016 blev der afholdt en flot dimission for årets OG-studenter. Til tonerne af “Triumfmarchen fra Aida” ankom studenterne i sommervarmen til Ordruphallen, hvor stolte forældre, søskende, bedsteforældre, venner, lærere og jubilarer ventede på at hylde dem.
Rektor Henning Thomsen talte om illusionen om det perfekte liv – om at livet nogle gange er perfekt, nogle gange helt almindeligt og nogle gange svært. Henning Thomsen tog med dette udgangspunkt i eventyret om Klods Hans: Klods Hans’ brødre forsøger at være perfekte, men det er Klods Hans selv, der til sidst får prinsessen og det halve kongerige, fordi han ikke prøver at være noget, han ikke er – han er blot sig selv!
Laura Steenstrup Zeeberg holdt årets elevtale, hvor hun fokuserede på, hvor vigtigt det er at gøre det, man brænder for, fremfor at gøre det, der forventes. Læs hele Lauras tale her.
Mellem talerne og uddelingen af eksamensbeviser stod elever fra 3.y og OG’s ensemble BeSharp for den musikalske underholdning. Der blev også uddelt tre Nykredit-legater på hver 10.000 kr til elever, som er fagligt dygtige, målrettede og gode kammerater. I år gik legaterne til Timothy 3.a, Laura 3.d og Cecilia 3.y.
Endelig kunne alle de fremmødte sende OG-dimittenderne anno 2016 afsted i vognene, som var flot pyntet med bøgegrene, balloner og bannere med friske hilsener til de forbikørende. Traditionen tro måtte de elever, der havde scoret 12 i deres sidste eksamen, løbe efter vognene til første stop.
Stort tillykke til alle studenterne anno 2016!
Se mange flere billeder fra dimissionen og vognturens start på skolens Facebook.
Emilie Boysen fra 3.p skrev årets studenteressay.