Fransk
Fransk er et sprog- og kulturfag. Du vil opnå viden om kulturelle, historiske og samfundsmæssige forhold i Frankrig og andre fransktalende lande, så du bliver bedre til at begå dig i en fremmed kultur. I fransktimerne bliver du trænet i at kommunikere på fransk både mundtligt og skriftligt. Vi arbejder med film, musik, kunst, litteratur, aktuelt samfundsstof og meget andet. Af og til tager vi på museum eller i biografen.
På OG vil vi gerne have, du skal synes, det er sjovt at lære fransk. Vi har tæt kontakt til fransklærerne i folkeskolen, og vi gør meget for, at du skal få en glidende overgang til gymnasiet.
I gymnasiet skal alle elever have et andet fremmedsprog på mindst B-niveau – og her kan du vælge fransk, som er et fortsættersprog. I 3.g kan du vælge at løfte faget til A-niveau.
Fransk indgår også som studieretningsfag på A- og B-niveau i ”International Kultur” hhv. ”Sprog og Kultur”; begge studieretninger er for dig, der er vild med sprog! På disse studieretninger får du mulighed for at komme på sprogskole i Frankrig, hvor du bor hos en fransk familie og får undervisning af franske lærere.
Du kan læse mere om faget og eksamen i læreplanen her.